”Skal jeg skyde nu?” spurgte jeg nervøst Stefan, der sad ved siden af med Swarovski’en klistret til øjnene. ”Nej vent til han går frem foran poplen og står med siden til.” ”Ja, men hvad med klokken, det er jo snart lukketid?” fik jeg fremstammet mellem åndenøden. ”Nej, der er masser af tid. Du har hele 5 minutter.” Kom det grinende fra Stefan, der har et ’par hundrede’ rådyr på bagen og nemt kunne tapetserer en sølvbryllupsbolig i Vallensbæk med opsatse. Han kunne sagtens kunne han. Bare side der og grine af opkomlingen, der stod for at skulle skyde sin første buk og havde elevatormave og en puls i det røde felt.
Bukken trippede op foran poplen, nippede til det grønne saftige græs, vendte siden til og kikkede ud over engen ind til naboen. Dermed præsenterede den sig i et skue der vil være frosset fast på mine nethinder til den dag, hvor jeg ikke er mere. ”Skal jeg skyde nu??????!” hvislede det ud mellem mine klaprende tænder. ”Ja. Jeg pifter én gang og så lader du kuglen gå!” svarede Stefan.
Det sommerrøde 70 meter derude hoppede og dansede ud og ind af kikkertsigtet på Sako’en. Stefan piftede så stilheden blev sønderrevet og min finger krummede sig – Der! … ind i sigtet kom bukken … ned på bladet … SKYD! Braget fra den lille .222 var øredøvende, men det var ikke det første den aften. Faktisk havde det været en fantastisk aften, som alverdens jægere så inderligt fortjener.
Jeg hentede Stefan ved 19’tiden og vi kørte på skydebanen. ’Skøtmarv’, ’Dido’, ’Røde Jens’, ’Don’ og resten af slænget af jægere, vi hang ud med, var kommet og der var en liflig sludren understøttet af hundeglam og en gevaldig bragen af skud der mest mindede mig om håndgranatbanen på Auderød Kasserne en travl tirsdag formmiddag. Der blev snakket våben, hunde, hvem der havde skudt hvad hvorhenne hvordan hvornår med hvem, om 30-06’erens antagende ballistiske overlegenhed over .308’eren, om alt mellem himmel og jord når en håndfuld knægte mødes til ’sjov i gaden’.
Steen i Kalundborg havde håndladet en kassefuld .222 patroner til mig med en udgangshastighed på 1.100 meter i sekundet og jeg var ret spændt på at se, hvordan de opførte sig i forhold til de Norma, jeg plejede at bruge på skydebanen. Han havde fundet nogle Nossler-lignende projektiler og proppet dem i ’krudtrøret’. Det viste sig faktisk, at de gik rigtig godt – fuldt ud lige så godt som dem der kostede det dobbelte.
Efter et par runder kom Dido over og spurgte om jeg og Stefan ikke ville med ham hjem, for konen derhjemme havde fødselsdag og han havde sagt, at han ville invitere et par af gutterne med hjem. Nu kendte vi udmærket Dido og konen i forvejen; faktisk var det nogle af vores bedste venner, så vi ville da gerne vartes lidt op nu, når vi havde haft det så ’hårdt’ denne solbeskinnede juniaften. Vel hjemme hos Bruno og konen blev vi forkælet med varm chokolade og flødeskumslagkage ad libitum. Stopmætte, forspiste og veltilfredse kørte vi hjemover igen.
Jeg opdagede, at der stadig var ca. en halv time til lukketid og spurgte Stefan, om han ikke ville med ned på ’Frimærket’ og sidde for at nyde solnedgangen. En del af min jagt var døbt ’Frimærket’ grundet dets lighed i størrelse, men det kompenserede til fulde i kvalitet. ’Frimærket’, der var på ca. 5 tønder land, lå op til og gik lidt ind i skoven. Det havde to små gode søer, som gav en god knippel ænder hvert efterår. Derudover skrånede det, så man havde alle tiders kuglefang, hvis man sad bag den tvegede birk.
Stefan og jeg gik stille og roligt de 300 meter ned til birken og satte os på den interimistiske bænk, jeg havde lavet og tændte en smøg. Fuglene kvidrede, mosekonen bryggede og vi storhyggede os. Ingen af os havde ventet, at der ville komme en buk. Vi var der bare for at runde en fantastisk dag af og for at mærke, at vi var i live. Men skæbnen ville det anderledes og havde en gave mere til os den dag.
Vi sad stille og tavse og indåndede naturens mangfoldighed, smagte på luftens mange nuancer af liflighed og tænkte på, hvad vi dog havde gjort, siden vi skulle have det så godt. Pludselig kom han frem af det bare intet bag poplerne. Ingen af os havde set ham gå over til klyngen af træer der lå 30 meter fra skoven og hvor han var kommet fra var et mysterium, men der stod han altså. Den første buk jeg nogensinde havde set med riffel i hånd.
Den lille hurtige .222’ers rekyle var intet at snakke om i forhold til ’Skydtmarvs’ Winchester .300 eller ’Dons’ .308’er med det fede Zeiss kikkertsigte … som min næseryg den dag har et lille mærke efter. Det gav nærmest kun et lille puf på skulderen og jeg så til fulde kuglen ramme bukken. Bukken hoppede lodret op i luften med krum ryg og stormede om bag poplerne. Jeg fik fumlende taget ladegreb og var klar til at skyde igen. Stefan lagde hånden ovenpå riflen og sagde de befriende ord: ”Det behøver du ikke. Han er død.” … ”Ja, men han løb jo?” sagde jeg forundret. ”Ja ja, det gør de en gang i mellem. Det skal du ikke tænke på. Han ligger dernede med en perfekt hjertekugle. Så du ikke han lavede et bukkespring?” ”Jo jo” sagde jeg, og gennem tågerne i hjernen forsøgte en stemme at fortælle mig noget om skudtegn fra jagttegnstimerne. ”Nu tager vi en smøg mere og så går vi ned og henter din buk Tony og så i øvrigt hjertelig Tillykke!” sagde Stefan. Som sagt som gjort. Jeg inhalerede en Prince i ’ét sug’ og var klar. Stefan grinte og sagde ”Nej nej, det er lidt for hurtigt.” Så vi ventede en evighed, indtil han havde fået røget verdens længste og langsomste Cecil. Han kunne sagtens kunne han den drillepind. Skovløber og egen jagt i Sverige. Bukke, kronvildt og elge havde han lagt ned. Overklistret endevæggen i Tv-stuen med den ene flotte seksender efter den anden og skød som en drøm på en skydebane. Bukkefeber? Pøj, en by i Rusland for ham.
Vi gik ned til anskudsstedet og fandt store plamager af det dejligste hjerteblod. Ret hurtigt fandt vi flere spor der førte rundt om poplerne, men bukken var som sunket i jorden og jeg blev alligevel lidt nervøs for, at noget var galt. Vi gik i større og større cirkler omkring det sted, hvor vi fandt det sidste blodstænk og pludselig udbrød Stefan: ”Her er han!” Og ganske rigtig der lå han i sin sommerrøde dragt. Hans nervebaner havde ført ham tilbage af den lille veksel han var kommet listende af, men de havde ikke været i stand til at få ham løftet over den tre meter brede grøft. Han var forendt der med hovedet oppe på kanten og bagkroppen nede i grøften. Vi bar ham op og Stefan gik hen og tog en lille kvist, dyppede spidserne af bladene i hjerteblod og strøg mig over panden med kvisten. ”Tillykke med din første buk, Tony” sagde han grinende. ”Det var en stor oplevelse. Jeg har aldrig set et dyr i håndkikkert blive skudt før. Det er en helt anden fornemmelse.” sagde han. Jeg takkede ham mange gange og satte mig ned i græsset ved siden af bukken. Rørte forsigtigt gaflerne og pelsen og var for evigt solgt til riffeljagten. I dag hænger han, bukken, på væggen i min ’man cave’ og på bagsiden står der:
Nr. 1 – Gaffel – ’Nyrupgård’ (Frimærket) cal. .222 18 kg. 06.06.91 kl. 21:47
Siden blev det til fem andre bukke fra ’Frimærket’ hen over de næste tre år, men det blev aldrig den samme intense oplevelse som den dag.
Det som menneske at stille sig til dommer overfor liv og død hos andre levende skabninger, er en fornemmelse der kalder på det dybeste i en. Man er splittet mellem de værdier der er fremherskende her i landet og ens inderligste ’ur-jeg’. Det er med en forunderlig blanding af glæde og sorg at tage et så smukt dyrs liv og man kan finde allehånde rationelle årsager til ikke at gøre det, men hvis jeg mærker rigtig efter indeni, så er det slet ikke et spørgsmål om liv og død, men for mig er det et inderligt udtryk for at være til stede i eget liv og om at naturen er en ressource vi skal værne om og bør bruge af.
Tak til Stefan – tak til dyrene.
Efterskrift pr. januar 2021.
Det er aldrig blevet til mere end de fem bukke og faktisk blev våbnene stillet i skabet nogle få år efter.
I dag synes jeg, at dyrene er kønnest i levende live og finder større glæde ved fluefiskeriet. Om jeg nogensinde kommer på jagt igen, vil jeg lade være usagt og jeg har da også troligt fornyet mit jagttegn hver tiende år og vil fortsætte med det.
Knæk & Bræk
Seneste kommentarer